9
Jun
15819502219_8728f327fd_z

Her er seks fremtidsteknologier, du skal holde øje med

Fremtidsteknologi: Tech-kenderen Eric Schmidt, der er bestyrelsesformand i Googles moderselskab, Alphabet Inc. har netop givet sine bud på seks teknologier, der vil ændre vores hverdag på en positiv måde. Det er svært at spå. Og som Storm P er citeret for: Især om fremtiden.

Det er ikke desto mindre, hvad softwareingeniør og bestyrelsesformand hos Googles moderselskab, Alphabet Inc. forsøger med seks bud på teknologi, der vil gøre verden til et bedre sted.

Schmidt er dog ikke hvem som helst, og han har brugt det meste af sit liv på at skelne mellem interessant teknologi og buzzwords. Den evne har gjort ham til en af verdens 100 rigeste mennesker og en mand, som folk lytter til.

De seks bud er bragt af Fortune.com og stammer fra et oplæg på Milken Institutes Global Conference.

1: TEKNOLOGI KAN HJÆLPE MED AT SÆNKE VORES KØDFORBRUG

Ifølge Fortune forudser Schmidt, at vores forbrug af kød for alvor bliver sat til debat i løbet af de kommende år. Produktionen af kød er som bekendt en af de helt store syndere i verdens CO2-udledning, og med stigende befolkningstal risikerer udledningen at stige til farlige højder, hvis ikke der findes alternativer til kød.

Eric Schmidt peger på, at teknologi kan løse den udfordring. Det kan fx være syntetisk mad fra planter, ligesom forskere kan bruge data til at udvælge de bedste kombinationer af planter for at lave mere velsmagende kød-alternativer.

Inden for bæredygtig mad findes der i det hele taget en række forskellige teknikker, der bliver testet i disse år. Det kan fx være landbrug på havet, vertical food og biopsiteknologi.

2: 3D-PRINT RYKKER IND PÅ BYGGEPLADSEN

Et af de områder, der for alvor rykker i disse år er 3D-print. Universe har fx tidligere skrevet om 3D-print af menneskehud, af mad og af organer. Men ifølge Schmidt bliver det snart byggepladsen, der står for skud.

Byggebranchen er kendt for at være ineffektiv, men ved at printe fx beton-elementer direkte på pladsen eller i en dedikeret fabrik, kan man gøre hele byggeprocessen langt mere effektiv.

Den svenskejede entreprenørgigant Skanska mener, at de om to til tre år begynder at rulle 3D-print ud på byggepladsen.

3: VIRTUAL REALITY OG AUGMENTED REALITY

Vi har talt om virtual reality siden 80erne, men fænomenet har fået en renæssance de sidste år, hvor billige og lettilgængelige løsninger som Oculus Rift har revolutioneret markedet. Ifølge Eric Schmidt har Virtual Reality dog et langt større potentiale end blot til underholdning, og når det kommer til Augmented Reality, har vi kun set toppen af isbjerget. Han forudser, at de to teknologier kommer til at spille en stor rolle inden for fx undervisning og ved møder.

Virtual Reality har også et stort potentiale inden for fx sundhedsvæsenet og kan være med til at gøre genoptræning sjovere.

4: SUNDHEDSDATA BLIVER MOBILE

Mobiltelefonen har ændret en række brancher fundamentalt. Og fordi vi i løbet af en uge i gennemsnit rører ved vores mobiltelefon 1500 gange, er den også perfekt til at monitorere vores helbred, mener Schmidt.

Teknologien er der allerede, da de fleste telefoner altid er online, har forskellige sensorer og gps, der gør det muligt at tracke vores adfærd døgnet rundt. Og da de fleste telefoner har to kameraer, er de også næsten perfekte til kommunikation med en læge.

I Danmark arbejder blandt andre en af dansk big datas grand old men, professor Søren Brunak, med at bruge data fra mobiltelefoner i sundhedsvæsenet. Og vi har tidligere skrevet om, hvordan data fra mobiltelefoner skal være med til at give Parkinson-forskningen et boost.

5: SELVKØRENDE BILER

Ikke overraskende har Schmidt også taget selvkørende biler med på sin liste over teknologier, der vil ændre verden. Især fordi Alphabet Inc. hører til blandt de selskaber, der satser mest på at udvikle førerløse biler.

Han peger især på, at det vil gøre verden til et mere sikkert sted, hvis vi går over til 100 procent selvkørende biler. Mere end 32.000 mennesker døde på vejene alene i USA i 2015, og Schmidt mener, at vi er nødt til at gå efter at undgå disse dødsfald.

Alphabet-selskabet er da også langt fra de eneste, der går efter at lave selvkørende biler. Nye spillere og alliancer vælter frem i disse år.

6: TEKNOLOGI SKAL REDDE UNDERVISNINGSSEKTOREN

Det sidste område, hvor Eric Schmidt peger på, at teknologi kan ændre verden, er inden for undervisning. Teknologi kan fx hjælpe os til en bedre forståelse af, hvor børn er på læringskurven, ligesom vi kan bruge it til at skræddersy undervisning til elever med specielle behov.

I Svendborg er humanoid robotten Zenso allerede flyttet ind på Byhaveskolen, hvor den bruges til undervisning af socialt og følelsesmæssigt sårbare elever.

Post by IDA/9 May 2016

About Ingeniørforeningen IDA
The Danish Society of Engineers, IDA, is a modern professional association for technical and science professionals. IDA has more than 100,000 members and represents the interests of employees, managers and self-employed within the fields of pay and employment, the labour market, industrial policy, skills, careers and training, the working environment, technology and research. IDA has offices in Copenhagen, Odense, Aarhus and Aalborg. IDA's vision is to help technical knowledge workers set the agenda via competence development, network establishment, and political influence. IDA’s goal is to be an influential, high profile society. Several politically appointed committees ensure that the views and objectives of our society become known and are made visible in areas ranging from education policy, equal opportunity, industrial and labour market policies, work environment and research and technology.

Contact Us

[contact-form-7 id=”320″ title=”Contact Form”]